Hjemme­undervisning under Corona

Aktuel info og relevante materialer under skolelukningen.

(Torsdag d. 30/4-20)

 

Skolen er fortsat lukket. Vi håber stadig på at få lov at åbne dele af skolen op - men aktuelt ved vi ikke om og hvornår, det bliver.
 
De normale eksaminer på AVU og HF er aflyst.

Du får i stedet en karakter baseret på din lærers vurdering af dit arbejde med faget samt en faglig evalueringssamtale med din lærer. Din lærer vurderer altså dit arbejde både før skolen blev lukket, dit arbejde mens skolen har været lukket, og hvordan du klarer dig til evalueringssamtalen, og så får du en samlet karakter.
Samtalen kan komme til at foregå over Teams (eller andre virtuelle platforme), hvis vi ikke får lov at åbne skolen op inden. Samtalen vil vare ca. 20 min og vil finde sted mellem sidste halvdel af maj og midten af juni.
Du får information om det præcise tidspunkt, når vi ved, hvordan samtalerne kan afvikles (om skolen åbnes igen eller ej), og hvornår de enkelte samtaler skal afholdes.
Du kan se din karakter d. 22.06.
 
 
Som beskrevet i en sms til alle berørte kursister (sendt d. 27/4), er eksamensprojekt på HF aflyst.
 
Du kan stadig komme i kontakt med os via telefon og mail. Vejlederne vil meget gerne hjælpe – både med støtte og vejledning i denne særlige tid, og med tilmelding til det kommende skoleår.
 
 
Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål. 

 

(Torsdag d. 16/4-20)

Opdatering om undervisning, eksaminerne og det kommende skoleår

Her er de seneste informationer om undervisningen, eksaminerne, og det kommende skoleår.

Der er stadig meget vi ikke ved, mange svar vi mangler fra ministeriet, og vi er derfor nødt til at understrege, at tingene kan ændre sig.

De følgende informationer er altså, hvad vi ved lige nu. Hvis ministeriet ændrer kurs, er vi nødt til at efterleve dette - så vær opmærksom på, at vilkår for både undervisning og eksaminer kan ændre sig.

 

Undervisningen i den kommende tid: sørg for at følge din undervisning online

Vi afventer stadig svar fra ministeriet på, om vi må åbne skolen op for undervisning. Vi håber, at nogle hold kan komme tilbage til undervisning på skolen på denne side af sommerferien. Det vil ikke blive alle - mange vil altså skulle have online undervisning resten af skoleåret.

Derfor er det vigtigt, at du følger den undervisning, din lærer ligger ud til dig online.
Den virtuelle undervisning kan komme til at fortsætte længere end normalt – fx til slutningen af maj.

 

Eksamen: eksaminerne bliver ikke som normalt, men du får din karakter og dit bevis

Sommerens eksaminer bliver ikke som normalt. Både de skriftlige og de mundtlige eksaminer vil blive ændret, aflyst eller erstattet af en anden vurdering.

Det ser ud til, at HF kursister får en årskarakter i deres fag - og at denne årskarakter ophøjes til eksamenskarakter på baggrund af en faglig evalueringssamtale. Vi ved endnu ikke hvordan og hvornår evalueringssamtalen kommer til at foregå. Der kan blive tale om en virtuel samtale over nettet. Vi informerer naturligvis, så snart vi ved mere.

Dette gælder også, hvis du er netkursist på HF.

Hvad der erstatter de normale eksaminer for AVU kursister, ved vi stadig meget lidt om. Vi venter på svar fra ministeriet.
Derfor ved vi endnu ikke, hvordan AVU kursister vil blive bedømt, eller hvornår det kommer til at ske.

Vi informerer naturligvis, så snart vi ved mere.

Alt omkring eksaminerne er usikkert, og derfor er din studieaktivitet ekstra vigtig nu. Det er et krav, at du er studieaktiv for, at du kan afslutte faget og få en karakter.

Så fortsæt med at følge dine hold - og kontakt os, hvis du har problemer med at deltage i undervisningen online.

Du vil altså få dine karakterer på en anden måde end normalt, men de tæller som alle andre karakterer, og dit eksamensbevis bliver som et helt normalt eksamensbevis. Derfor kan du også søge videre til andre uddannelser helt som normalt.

 

Efter sommerferien: tilmeld dig dine nye fag nu

Vi ved naturligvis ikke, hvordan situationen ser ud efter sommerferien - om alt er normaliseret eller ej. Men hvis du skal fortsætte på VUC, er det vigtigt, at du får dig meldt til dine nye fag. Du kan sagtens tilmelde dig nu - studievejlederne sidder klar til at hjælpe dig over telefonen. Book en tid - så ringer de til dig på det bookede tidspunkt - www.holstebro-vuc.dk/book
Hvis du tilmelder dig og betaler for dine fag inden 1. juni, er du sikker på, at din SU forlænges automatisk og uden afbrud.

 

Studievejlederne vil naturligvis også altid gerne hjælpe med andre spørgsmål.

Vores SU vejleder vil naturligvis også altid gerne hjælpe, hvis du har spørgsmål. Book bare en tid på holstebro-vuc.dk/book - så bliver du ringet op på det tidspunkt, du har booket.

Har du brug for hjælp til IT?

Du kan skrive til vores IT-folk på support@holstebro-vuc.dk. Så skal de nok hjælpe dig :)