Artikel bragt i Dagbladet Holstebro-Struer d. 3. marts 2017.
Foto: Johan Gadegaard
HOLSTEBRO: 22-årige Bisrat Amanuel og 24-årige Nour Barakat kommer ud af fra deres klasse, hvor de har matematik og engelsk på VUC. Det specielle er, at de to piger fra Eritrea og Syrien fik asyl i Danmark for blot 20 og 15 måneder siden. Alligevel går de i en HF-klasse, hvor halvdelen af de studerende er danskere.
- Det er dejligt at gå her. Vi snakker med vores danske venner og hjælper hinanden i klassen. Det gør, at vi får brugt sproget, siger 24-årige Nour.
De to piger gik omkring et halvt år i normal sprogskole, før de blev flyttet til VUC, hvor de fleste elever er danske.
- Her er vi sammen med danskere, og vi snakker med dem både i timerne og i fritiden, og derfor lærer vi hurtigere, siger 22-årige Bisrat.
De to piger er blandt de 45 unge flygtninge, som er udvalgt til at gå på VUC. Det er udvalgt, fordi de er unge og har forudsætningerne for at tage en ny uddannelse i Danmark. Samtidig har de det til fælles, at de har gået mindst ti år i skole i deres hjemland og fået undervisning i engelsk.
...